Byggeri

Husk, når du bygger:

  • at give din GF besked pr. mail
  • læg en seddel i postkassen til dine naboer og genboer
  • at reetablere vejen løbende

Så er du sikker på, at byggeriet forløber i en god atmosfære. 

Nylige byggerier:

Toftevej 16B,       Martin Lyngesvej 4 (2) ,     
Kongepartens Strandvej 5

Et byggeri kræver omtanke og planlægning, det er klart. 

Her skal man som bygherre huske at tage al mulig hensyn til omgivelserne, at orientere naboerne og løbende sørge for at udbedre skader på de sårbare grusveje. 

Et eksemplarisk brev til naboer (og grundejerforening) kunne være som dette: 

Kære naboer,
i uge 37 starter firmaet XX nedrivningen af vores gamle sommerhus med henblik på opførelse af et nyt. Projektet forløber forventeligt over de næste ca. 3,5 måned, med endelig færdigmelding i december.
Projektet er opdelt i tre overordnede faser. Først en nedrivningsfase, dels af det gamle hus, men også en forberedelse af grunden. Herefter følger en fase hvor der graves ud til fundamentet og dette støbes og sidst en fase, hvor det nye hus opføres.
Vi håber, at eventuelle gener kan begrænses til et minimum.
Bedste hilsner XX, bygherre
Skulle der opstå problemer kan jeg kontaktes på tlf. 12345678 eller 
byggeleder Hans Hansen på tlf 98765432 

Et sådant brev har vi tidligere modtaget i grundejerforeningen, og vi blev ærlig talt lidt imponeret. For sådan skal det selvfølgelig gøres.
Det er et eksempel til efterfølgelse. Så er jorden fra starten gødet til en større forståelse og overbærenhed fra de andre beboere på vejen, og så er perioden med støj, støv og tung kørsel meget nemmere at overstå. 

Byggeri på Lærkevej 32

Grundejerforeningen har forsøgt, uden held, at bremse byggeriet af et sommerhus på 362 m2 på grunden, da vi mente det stred mod en tinglyst servitut, hvor grundejerforeningen har påtaleret. Her kan du læse om forløbet.

Byggetilladelsen blev først anket til kommunen, og derefter har vi ført en sag i byretten og landsretten, med opbakning fra en ekstraordinær generalforsamling. Sagen udfaldt til bygherre i både byret og landsret. Efterfølgende er grunden blevet solgt og byggeriet står i skrivende stund ufærdigt. Bestyrelsen betragter sagen som afsluttet for foreningens vedkommende, men følger byggeriet og vil være opmærksomme på hvorvidt og hvor meget huset vil blive brugt til udlejning i fremtiden.

Anke af byggetilladelse

Kommunens byggetilladelse blev anket af flere grunde:

  • Der er ikke taget hensyn til skødets servitutter
  • Byggeriet skal fortrinsvis bruges til udlejning, hvilket støder forbuddet mod erhvervsmæssig brug.
  • Byggeriet har ikke været til høring hos naboer og GF
  • Byggeriet er for voldsomt til områdets veje og støder mod den generelle vedligeholdelsesplan for vejene, som vedligeholdes af GF.
  • Uklar angivelse om overkørsel er fra Lærkevej eller Sølvmågevej, idet kommunens sædvane er én overkørsel pr. parcel. 

Kommunen har valgt at se bort fra servitutterne og baserer byggetilladelsen udelukkende på overholdelse af udnyttelsesgraden.

Ankestyrelsen anvist af kommunen som klagemyndighed har afvist vores anke, idet servitutter ikke henhører under dem. 

GF fik aktindsigt og støttede op om en underskriftsindsamling og har påklaget byggeriet over for ejerne. Da ejerne fremskyndede byggeriet, har vi gennem vor advokat Stig Nielsen haft sendt rekvisition til forbudsretten med krav om, at byggeriet stoppes indtil en retslig afgørelse. 

Ekstraordinær generalforsamling og sag i byret

Bestyrelsen har orienteret medlemmerne på den ekstraordinære generalforsamling, den 5. marts 2023, og forsamlingen gav et enstemmigt mandat til et civilt søgsmål mod ejerne af Lærkevej 32. Forsamlingen vedtog et ekstra kontingent på 100,00 kr. til at dække de indledende sagsomkostninger.

Sagen blev først behandlet ved byretten i Holbæk som forbudssag den 4. april, kl. 9.30, hvor vi nedlagde påstand om at byggeriet stoppes. 

Desværre gik dommen i byretten imod os.

Den 14. april 2023 afsagde retten sin kendelse, som går ud på at vort medlem på Lærkevej 32 ikke har overtrådt servitutterne, der ligger på grundens udnyttelse. I sin begrundelse lægger dommeren vægt på, at der ikke er ført bevis for, at vort medlem vil overtræde disse i sin fremtidige brug. Husets størrelse og placering i en gammel udstykning er ikke nok til at underkende den byggetilladelse, som Odsherred Kommune har udstedt. Det er heller ikke gyldig begrundelse, at bygherrerne har et tilsvarende hus i Ordrup, som udlejes i 25 uger om året til større selskaber til gene for de omkringboende. Retten støtter sin afgørelse på, at byggeriet er godkendt af Odsherred Kommune, og derfor ikke kan støtte vores påkrav om byggestop.

Hele dommen kan læses her.

Vi kærede dommen til Landsretten

Efter samråd med vores advokat, Stig Nielsen, Holbæk, besluttede vi at kære dommen. Stig mente, at der var en god mulighed for, at landsretten ville ændre dommen fra byretten.

Vi mener stadig, at det er et byggeri med udlejning af selskabslokaler med overnatning, som formål, og derfor er en forretning i konkurrence med den etablerede hotelvirksomhed. Vi mener derfor, at servitutten er overtrådt, og at vi ved at kære dommen til landsretten vil få afprøvet dennes værdi.

Retsmødet foregik i Landsretten tirsdag den 22. august 2023

Læs Linda Leonhardts referat fra mødet i Østre Landsret

Vi fik 29. august 2023 svar fra Østre Landsret, som desværre også gik os imod.

Læs hele landsrettens kendelse her

Modpartens sagsomkostninger for både byret og landsret skulle derfor betales af foreningen, hvilket vi har gjort. På grund af det store arbejde som Lærkevejsgruppen, en gruppe private grundejere i området, har lavet, har det været muligt at få dækket størstedelen af sagens omkostninger af grundejernes retshjælpsforsikring. Det betyder at den samlede udgift til retshjælp for foreningen har været 6000 kr. Vi retter derfor en stor tak til Linda Leonhardt og alle medlemmerne af Lærkevejsgruppen.